KK (kvinner&kultur)

KK (kvinner&kultur)

mandag 4. september 2017

TERJE VIGEN



Christian Krohg, Illustrasjon til Henrik Ibsen «Terje Vigen» (1892). Foto: Frithjof Bringager
Søskenbarna i familien skal skrive slekstsbok med utgangspunkt i Besta og Bestefar og generasjonene før og etter dem. Nå holder jeg på å skrive om far.
Da kommer jeg ikke utenom Ibsens dikt om Terje Vigen.



« Der bode en underlig gråsprængt en

på den yderste, nøgne ø;-

han gjorde visst intet menneske mén

hverken på land eller sjø;

dog stundom gnistred hans øjne stygt,-

helst mod uroligt vejr,-

og da mente folk, at han var forrykt

og da var der få, som uden frygt

kom Terje Vigen nær»



Far siterte Henrik Ibsens «Terje Vigen», han kunne mange vers utenat, og nå ville han at vi ungene også skulle lære dette storverket i norsk litteratur.

Magnar tok utfordringen og pugget Terje Vigen mens han tok oppvasken, Asbjørg fulgte opp mens hun tørket.

Slik har jeg begynt fortellingen om far. Men så må jeg jo ha en pause og lese gjennom diktet. Jeg kom aldri veldig langt i utenatlæringen. Nå har jeg lånt boken med illustrasjoner på biblioteket.

Diktet handler om nøden i Norge under Napoleonskrigen. Engelskmennene blokkerer Norge og spesielt Sørlandet blir rammet. Kornimporeten fra Danmark, som Norge er så avhengig av, er umuliggjort. Terje Vigen gir seg ut på havet i en robåt for å hente mel til sin lille familie, men blir tatt til fange av engelskmennene. Da han slipper ut etter mange år, er kone og barn døde.
Ved skjebnens lune møter Terje igjen engelskmannen som fanget ham. Terje er los og nå er det den engelske lorden, hans kone og datter som er i nød.
Det blir et tøft møte for Terje:

Morilden brændte der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod lodsen, stærk og høj,
hans øje var vildt og hvast.
Han skotted i læ mod Gæslingens top,
og til luvart mod Hesnæs-sund;
da slap han ror og stagsejl-strop,
han svinged en åre med bladet op
og hug den i bådens bund.

-----------

Din rige lady
er lys som en vår, 
hendes hånd er som silke fin,-
min hustus hånd var grov og hård,
men hun var nu alligevel min.
D i t barn har gullhår og øjne blå, 
som en liden Vorherres gæst;
min datter var intet at agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.

Se, det var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
Det tyktes for mig en skat så stor;
men det veied for dig så lidt.-
Nu er det gengældens time slår ,-
Thi nu kan du friste en stund,
som vel kommer op mod de lange år,
der bøjde min nakke og blegte mit hår
og sængte min lykke på grund.

Men Terje vinner striden med seg selv og redder den engelske lorden  og hans familie.

Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb, 
for frelsen fra sjøgang og skær;
men Terje strøg over barnets slæb:
"nej, den som frelste, da værst det kneb,
det var nok den lille d e r!" --

Det nest siste verset er det mange som kjenner igjen:

Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
Hans hår var hvidt, men han lo og sang,
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skemtsomme ord,
han spøgde med byens børn;
han svinged sydvesten og sprang ombord,
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.

Men ble Terje rik, slik lorden lovet ham, det grunnet far på da han lå på det siste, omgitt bøker med klassisk litteratur.
Et sted sier Lorden til Terje:

Lorden, med lady og barn i arm, 
kom agter, han tog til sin hat:
"jeg gjør dig så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brendingens larm,"-
---

Det siste verset tyder ikke på noen rikdom for Terje

Ved Fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet;
den var ikke skøttet, var sunken og lav,
men bar dog sit sorte bræt.
D e r stod "Thærie Wiigen" med hvidmalt krift,
samt året, han hvile fandt.-
Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.

Les mer her: Terje Vigen





 

5 kommentarer:

Ingunn Sættem sa...

En litterær skatt du omhandler her! Jeg har vært på leirskole på Fevik med elever flere ganger, og der fortalte leirskolelæreren så levende om Terje Vigen mens vi var i området. Det sitter spikra i minnet, sikkert for de elvene jeg hadde med meg også.

God tirsdag fra Ingunn

Kleppanrova,- Ingun Kleppan sa...

Hei!
Jeg har vært litt travel i det siste, nå er jeg så lei utstillinger at jeg er helt utmattet. Det er morsomt, men slitsomt!

Jeg har også et forhold til Terje Vigen, fordi mamma elsket det diktet og prøvde å lese det så mange ganger, men hun strigråt bestandig et stykke inne. Det samme var hver gang hun så noen lese det på tv. Det diktet minner meg mest om mamma, men hun opplevde aldri å sulte, så hvorfor hun var så glad i det diktet skjønte jeg aldri.

Ha fortsatt en fin uke!
Ingun

amo sin blogg sa...

Eit stort og sterkt dikt Terje Vigen.
Eg blir alltid så fjetra når svogeren min deklamerer diktet.
Takk for at du deler.

Ynskjer oss alle ein fin haust.
Helsing Anne-Mari

Tove Steinbo sa...

Jeg husker mye av Terje Viken utenat enda. Det minner meg om barndommen da jeg lærte det. Takk for oppfriskningen!
En fortsatt god helg ønskes av Tove/fargeneforteller

Vilt og vakkert sa...

Heisann, nei, det endte trist. Mektig dikt om en tid da folk slet.