TERJE VIGEN

Christian Krohg, Illustrasjon til Henrik Ibsen «Terje Vigen» (1892). Foto: Frithjof Bringager

Søskenbarna i familien skal skrive slekstsbok med utgangspunkt i Besta og Bestefar og generasjonene før og etter dem. Nå holder jeg på å skrive om far.
Da kommer jeg ikke utenom Ibsens dikt om Terje Vigen.

« Der bode en underlig gråsprængt en

på den yderste, nøgne ø;-

han gjorde visst intet menneske mén

hverken på land eller sjø;

dog stundom gnistred hans øjne stygt,-

helst mod uroligt vejr,-

og da mente folk, at han var forrykt

og da var der få, som uden frygt

kom Terje Vigen nær»

Far siterte Henrik Ibsens «Terje Vigen», han kunne mange vers utenat, og nå ville han at vi ungene også skulle lære dette storverket i norsk litteratur.

Magnar tok utfordringen og pugget Terje Vigen mens han tok oppvasken, Asbjørg fulgte opp mens hun tørket.

Slik har jeg begynt fortellingen om far. Men så må jeg jo ha en pause og lese gjennom diktet. Jeg kom aldri veldig langt i utenatlæringen. Nå har jeg lånt boken med illustrasjoner på biblioteket.

Diktet handler om nøden i Norge under Napoleonskrigen. Engelskmennene blokkerer Norge og spesielt Sørlandet blir rammet. Kornimporeten fra Danmark, som Norge er så avhengig av, er umuliggjort. Terje Vigen gir seg ut på havet i en robåt for å hente mel til sin lille familie, men blir tatt til fange av engelskmennene. Da han slipper ut etter mange år, er kone og barn døde.

Ved skjebnens lune møter Terje igjen engelskmannen som fanget ham. Terje er los og nå er det den engelske lorden, hans kone og datter som er i nød.
Det blir et tøft møte for Terje:

Morilden brændte der skægten fløj

mod land med sin dyre last.

Agter stod lodsen, stærk og høj,

hans øje var vildt og hvast.

Han skotted i læ mod Gæslingens top,

og til luvart mod Hesnæs-sund;

da slap han ror og stagsejl-strop,

han svinged en åre med bladet op

og hug den i bådens bund.

-----------

Din rige lady

er lys som en vår, 

hendes hånd er som silke fin,-

min hustus hånd var grov og hård,

men hun var nu alligevel min.

D i t barn har gullhår og øjne blå, 

som en liden Vorherres gæst;

min datter var intet at agte på,

hun var, Gud bedre det, mager og grå,

som fattigfolks børn er flest.

Se, det var min rigdom på denne jord,

det var alt, hvad jeg kaldte for mit.

Det tyktes for mig en skat så stor;

men det veied for dig så lidt.-

Nu er det gengældens time slår ,-

Thi nu kan du friste en stund,

som vel kommer op mod de lange år,

der bøjde min nakke og blegte mit hår

og sængte min lykke på grund.

Men Terje vinner striden med seg selv og redder den engelske lorden  og hans familie.

Lorden kom, og mylady med,

og mange, mange med dem;

de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,

der de stod i hans ringe hjem.

De takked for frelsen da stormen peb, 

for frelsen fra sjøgang og skær;

men Terje strøg over barnets slæb:

"nej, den som frelste, da værst det kneb,

det var nok den lille d e r!" --

Det nest siste verset er det mange som kjenner igjen:

Slig var det jeg så ham en enkelt gang,

han lå ved bryggen med fisk.

Hans hår var hvidt, men han lo og sang,

og var som en ungdom frisk.

Til pigerne havde han skemtsomme ord,

han spøgde med byens børn;

han svinged sydvesten og sprang ombord,

så hejste han fokken, og hjem han foer

i solskin, den gamle ørn.

Men ble Terje rik, slik lorden lovet ham, det grunnet far på da han lå på det siste, omgitt bøker med klassisk litteratur.

Et sted sier Lorden til Terje:

Lorden, med lady og barn i arm, 

kom agter, han tog til sin hat:

"jeg gjør dig så rig, som du nu er arm,

hvis frelste du bær os af brendingens larm,"-

---

Det siste verset tyder ikke på noen rikdom for Terje

Ved Fjære kirke jeg så en grav,

den lå på en vejrhård plet;

den var ikke skøttet, var sunken og lav,

men bar dog sit sorte bræt.

D e r stod "Thærie Wiigen" med hvidmalt krift,

samt året, han hvile fandt.-

Han lagdes for solbrand og vindes vift,

og derfor blev græsset så stridt og stivt,

men med vilde blomster iblandt.

Les mer her: Terje Vigen